Vejret tillod at sidde ude i fri luft. Fjord, klippe, horisontlinje og himmel som model. Spillereglerne gik ud på at holde igen, undgå at arbejde motivet til ukendelighed, undgå stoflige metamorfoser – dvs. standse mens legen var god og lade det blive ved ligheden med forlægget.
Det lå også i mediet; akvarellen indbyder til at økonomisere med midlerne, da den jo som bekendt i kraft af sin transparents lever af lyset fra papirets hvidhed.
Den for mig sædvanlige langsomme og erindringsbetingede fremkaldelse af motivet var her suspenderet til fordel for en adskillelse af valg af motiv og fremstilling af motiv. Først vælge motiv – dernæst forsøge en fremstilling. Princippet er gennemført med en enkelt undtagelse – #12 er improviseret ud af hovedet, som en afveksling blandt de motiv bundne akvareller.

Motiverne var alle panoramiske, klippeformationer, store vidder – fjerne drømmesyn. Naturligvis set hos et utal af landskabsmalere. Men parret med nærværet i håndens arbejde og min hjemmefra medbragte særlige interesse for farvens nuancerigdom som en selvstændig kvalitet, en indholdsbærer i sig selv, opstod alligevel temmelig bemærkelsesværdige resultater. Nok var postkortkvaliteten til stede i de fleste, men underspillet til fordel for fladens nærvær, og det var – og er – hvad billedudtryk handler om – at bringe de indholdsmæssige dybder frem i fladen.
Tilsyneladende arbejder indenfor hvad vi ville kalde naturstudier, men med åbninger mod ubemærkede områder – sære ”tilfældigt” opståede farvenuancer og former…