Jeg forsøger altid at udtrykke tingene, som de er – uden besmykkelse af lånte fjer eller sofistikerede gimmicks. Ofte inddrages erfaringer fra mange forskellige områder – det kan indimellem få en næsten encyklopædisk karaktér.
Min metode er ikke fri association (det findes ikke, tror jeg), men på grundlag af et langt og fortløbende studium af andre billeder og visuelle fænomener generelt arbejder jeg med en impulsåben tilgang til maleriet. I virkeligheden handler det om at opstille de mest frugtbare spilleregler, skabe det bedste grundlag og sætte ind, når situationen er til det.
Det interessante er faktisk hverken idérigdom eller livlig fantasi, men i stedet hvad der rent faktisk bliver malet. Det er igennem handlingen, arbejdet med materialet (malingen/stofligheden) at billederne bliver til – i sidste ende guidet af intuitionen. For hvad og hvordan skal man male? Og hvornår skal man stoppe? Spørgsmål der ikke kan besvares ved et skrivebord med en kop kaffe i hånden. Der skal arbejdes, ses, sanses, laves nye udkast, efterprøves osv.
Efter mange år med tilegnelser og (nærmest) skamløs brug af særligt europæiske arketypiske motiver og figurer, er der opstået det mærkelige, at denne figurative symboltyngde på en måde har slidt sig selv op. Derfor har jeg de seneste 6-7 år i stigende grad arbejdet med at opløse motiverne og de læsbare tegn, og forskudt fokus fra figuration til farve. Det lyder enkelt, men er egentlig et stort skred.
Billederne har det til fælles, at de hver især har haft som ledetråd at præcisere en farveverden – sjældent helt monokrom – oftest en sammensat nuancerig farveverden, porøs og vibrerende, lysende. Jeg vil være forsigtig med at tillægge de enkelte farver entydigt symbolsk indhold, men nøjes med at konstatere at farven er en substans i sig selv.
Hvis nu et kunstværk alene var et produkt af en gennemreflekteret bevidsthed, hvor der kunne redegøres for hver enkelt kvadratcentimeter på fladen – hvilke beslutninger der var taget og hvorfor – ville det hele nok se mere overbevisende ud i snæver forstand.
Men sandheden er jo, at trods dannelse og forsøgene på kontrol, er der ”store hvide pletter på landkortet”, store kræfter, der ikke altid kan tøjles. Det er på en og samme tid både skræmmende og et kolossalt potentiale. Som maler vælger jeg at opfatte det som en ressource, simpelthen fordi det virker berigende og måske endda er en kilde til erkendelse at udnytte disse (ubevidste) kræfter.
Helt blottet for bevidsthed er arbejdet dog ikke. Selvom jeg ikke har noget kunstnerisk program (det er alt for begrænsende) er der dog ”problemer”, der går igen fra billede til billede. At der trods lærredets/papirets fladhed meget let opstår illusionistiske rum i samme øjeblik man påfører lidt farve er en kendt sag. Men hvad er det for rum? Og hvordan forholder dette sig til det (i vestlig tradition) dominerende individuelle synspunkt baseret på liniarperspektivet? At dette liniarperspektiv har været problematiseret (af især malere) gennem mere end hundrede år, har mærkeligt nok ikke rokket særligt ved dets dominans, som især kommer til udtryk ved fotografiet visuelle magt. I dag hvor alle kulturer har berøringsflader med hinanden er det imidlertid blevet tydeligt, at liniarperspektivet er en vestlig idealistisk konstruktion, der i stedet for at være en kilde til oplysning og erkendelse snarere står i vejen og fungerer som blændværk eller endnu værre; er en del af det sprog der konsoliderer de (kulturelle, økonomiske og politiske) magtstrukturer verden tydeligvis lider under.
Derfor ligner malerierne ikke fotografier. Maleriet har nok interessen for lys til fælles med fotografiet, men ikke forholdet til tid, rum og synsvinkel. De nærværende malerier er, udover at være maling på flader, udkast til andre former for opfattelse af tid og rum, som forhåbentligt kommer sandheden nærmere.
Teksten er et uddrag af oplæg til ‘Galleri Ved Kirken’ – sommeren 2015.
Når du taler om “at komme sandheden nærmere”, hvilken sandhed henviser du så til? Kan et værk ikke være sandt i sig selv ved at virke overbevisende (og det er så en helt ny diskussion, hvad det betyder at “overbevise”). Er der noget “derude” som kunstneren skal indhente, eller manifesterer værket – som værk – en sandhed, selvfølgelig først gennem et postulat, men senere ved at rykke ind i blikfeltet på beskueren, som noget på en bestemt måde eksisterende, der måske først egentlig eksisterer ved at blive opfattet æstetisk. Læg mærke til hvordan begrebet “træ”, bliver påvirket af hvordan du tegner træ – ikke omvendt. Kort: Er kunsten et overvågningsfoto, der er ude efter tyven? Eller er det altid kunstneren, der er den “skyldige”?
“Sandheden” er rigtigt nok et meget vanskeligt begreb at sætte i spil, når det drejer sig om det imaginære. Jeg var (da teksten blev skrevet) og er stadig en smule beklemt ved flotheden i den allersidste sætning – “De nærværende malerier er, udover at være maling på flader, udkast til andre former for opfattelse af tid og rum, som forhåbentligt kommer sandheden nærmere.”
Men formuleringen har jo baggrund i et postulat om at fotografiets optik baseret på linearperspektivet er en idealistisk konstruktion, der ikke kan rumme det hele. (Som det i øvrigt er gældende for enhver form for idealisme og ønsketænkning – den ender med at stå i vejen for erkendelsen, hvilket naturligvis ikke overflødiggør nødvendigheden af at udkaste vilde hypoteser – blot man husker også at efterprøve dem, og drage konsekvensen heraf).
Om kunstværket vil jeg sige, at det altid både har sin egen sandhed og henviser til noget. Det er en form for dobbelt forpligtigelse eller et brudt lys, som altid truer med at undergrave ens egen sindsligevægt. Jeg er helt med på, at et kunstværk – lad os her for nemheds skyld tale om maleri – i sit udspring, som gestus, handling eller impuls først og fremmest handler om at skabe et udtryk af så tætmasket en struktur, at intet kan splitte det ad igen. Og at det i denne forstand kan fungere som et æstetisk objekt af uudgrundelig dybde.
Men det er i mine øjne umuligt at lave noget noget, der ikke kommer til at handle om noget, der eksisterer allerede. I dette tilfælde om opfattelser af tid og rum. Og på denne måde er der noget “derude” der forsøges indhentet eller indkredset. I dette konkrete tilfælde med mine malerier er jeg helt på det rene med, at det jo kun er imaginære udkast og gætterier.
Hvad kan kvalificere disse udkast? Vel netop kun evnen til at overbevise!
Om kunstneren og den “skyldige”. Selvom du ikke har meget til overs for Lars von Triers film, er det i “Forbrydelsens element” lige præcis dit sidste spørgsmål, der undersøges. Vor hovedperson er i hælende på en grusom barnemorder, og på et tidspunkt bliver man i tvivl om, hvem der er hvem. Identiteterne falder sammen – man kan ikke skelne den ene fra den anden, og allerværst – spørgsmålet melder sig, om der mon nogensinde har været TO?
Jeg tror nok, Ole , at jeg mente, at man ved hvad en fysiker, en teolog eller en matematiker mener når de bruger ordet “sandhed”. Det er nærmest fastlagt ved konvention. Men hos en kunstner virker ordet så mangetydigt, at det næsten ikke kan stå uden en forklaring. Og den har du hermed givet, tak 😀 Og forøvrigt er jeg enig. Uden heste og narhvalehorn, ingen enhjørninge! Man kunne også – hvis man ville – problematisere tid og rum, eller rumtid, der tilsyneladende ikke eksisterer hos kvanterne, men kun hos kulstofbaserede livsformer. Men det lader vi filosofferne og – stadig mere – fysikerne om. Kunstnerens loyalitet ligger hos de kulstofbaserede livsformer og ikke på subatomart niveau 😉
Jeg kan desværre ikke huske “Forbrydelsens element”. Nu var ordet skyld dårligt valgt fra min side, eftersom kunstneren altid er uskyldig i alle de mord og voldtægter han beskriver: Det er kunstnerens store dilemma. Han vil gerne tages alvorligt, men kan aldrig blive skyldig. Som et lille barn. Han kan ikke gøre ting, men ting gøres imod ham.Jeg gik forbi en mand, der var faldet om på en Ubahn perron i dag, hele hans rædselsslagne familie, med små børn, sad omkring ham, og en mand, der lignede forreste geled af en Pegida demo, sad og holdt hans ben i vejret , så manden fik blod til hjertet. Det gik op for mig, at jeg intet kan, der kan bruges til noget som helst. Havde jeg spurgt om jeg kunne hjælpe, havde Pegidamanden nok spurgt “Er du læge”, og jeg måtte svare “Næh, jeg skriver digte”, og han havde sagt “Så kan du hjælpe ved ikke at gå i vejen” 😀 Kunstneren er og skal være “udenfor” til en hvis grad, i hvert fald i sin egenskab af kunstner. Men det er ikke altid rart. Da jeg kom ind i Ubahnen havde jeg mest lyst til at flæbe som et barn, hvad jeg selvfølgelig ikke gjorde