Her er en række malerier, der har det til fælles, at de alle er faldet ud til farvens side. De er alle udtryk for en opfattelse af farven som det primære – farven forstået i helt materiel forstand. Farven har naturligvis også både kulør, formgivningsevne og associationspotentiale. Men hvor man oftest møder en farvens disciplinering for at opnå en afbildning/illusion eller en fortælling af kontrollerede billedtegn/symboler, ses her en omvending af forholdet mellem farve og billede. Målet er farvens eget liv og billedet er midlet.
Jeg maler noget, der har gjort indtryk, fx en græsmarks besnærende grøn-brune-gule farvenuancer – her kan politisk korrekthed ikke bruges til noget, kun hensynsløs subjektivitet virker.
Det i udgangspunktet gribende indtryk, bliver adgangsbillet til maleprocessen. Helt forsvinde kan indtrykket ikke, men det er interessen i farvens eget liv og nuancerigdom, der er bestemmende for udfaldet.
Det, du står og ser, er genskinnet af det sansede lys og den af mere eller mindre smertefulde erfaringer betingede udformning. Titlerne (når der er nogen) kommer altid til sidst, og skal kun fungere som et element, der vækker nysgerrighed.

Der er en næsten erotisk spænding mellem farvens lys og farvens kød/materie (hvor lyset er repræsentant for det mandlige og materien repræsentant for det kvindelige).

Ja, hvad forestiller malerierne egentlig?

Naturligvis handler det om døden – om den skrækblandede fascination ved at blive et med, ved at forsvinde, hvad enten det nu er i maleriets uendelige nuancerigdom, den ubegribeligt store og grænseløse natur, det tætte væv i en musikalsk komposition af Georgy Ligeti eller i en kvindes skød.

Og det handler om at overvinde døden – farvens nuancering, den uendelige nuancerigdom – det nærmeste vi i denne sammenhæng kan komme en overvindelse af altings endeligt. Det skelsættende øjeblik, hvor livet forlader kroppen og man sidder tilbage med den døde materie – den bevægelse kan i kunsten vendes om, den døde materies vibrerende lys.

Teksten er en let bearbejdet udgave af et oplæg til ‘INTERFERENS’ – en PROKK initieret gruppeudstilling i det nu nedrevne Ceres bryggeri. Aarhus efterår 2010.