Det repræsentative maleri er umiddelbart lettere at forholde sig til, synes de fleste at mene…
Det er, også set fra udøverens synspunkt, ’lettere’ at lave figuration. Dels fordi der derved opstår en ’fortælling’, som legitimerer selve billedets gestus, og dels fordi figurerne ligesom sniger sig ind på billedfladen ’helt af sig selv’. Det sidste er en tilsnigelse, som i virkeligheden skyldes, at vores bevidsthed hele tiden er på udkik efter noget genkendeligt – også når vi maler abstrakt.

Det er derfor ofte en relativ stor udfordring for den kunstner, som helt vil undgå figurationen, at modstå fristelsen til at forstærke en antydning af noget genkendeligt undervejs med et billede, der hvis ikke figurerne findes, kan ende som det rene ’klatmaleri’: blottet for ’indhold’ og dermed tilsyneladende uden nogen form for legitimitet.

Konceptkunstens fallit
En måde at opfinde legitimitet på er at male efter koncepter – her vil reglerne og kunstnerens loyalitet over for dem, afgøre billedernes og i sidste instans også kunstnerens troværdighed.
Ole Claus Hansen har været nede af den vej, som kan være farbar, hvis man er ivrig efter at skabe noget ’nyt’. Konceptet kan sende en ud på det virkeligt dybe vand – helt uden sikkerhedsline og redningsvest – derfor gælder det her, netop om at holde fast i sin ide. Det kan være livsnødvendigt for en kunstner at bevæge sig derud erkender han. Og samtidig indrømmer han at konceptkunsten, efter hans mening, diskvalificerer sig selv som program, fordi der er så utroligt meget af den, som ikke ’holder’– det er og bliver ofte kun en fiks ide, uden egentlig kunstnerisk værdi.

Sublim Fortabelse
Hvad er der så tilbage for en kunstner, der har trådt sine barnesko i lyset fra den, dengang i 1980erne, stadig strålende modernisme? Hvad stiller man op med sit maleri, hvis man er forgabt i, hvordan motiverne drukner i det Turnerske lyshav? Når man elsker ’klangene’ i et monumentalt åkandebillede af Monet, og når man som Kirkeby, ynder at hengive sig til det storladne, voldsomme, næsten brutale? Efter mange år ved staffeliet tilstår Ole Claus Hansen, at det der driver ham ind i atelieret er en længsel efter ’sublim fortabelse’. Som sine forbilleder søger han også det sted i skabelsesprocessen, hvor natur og medium forbinder sig betingelsesløst – og bliver et.

Det porøse rum
”Jeg betragter mig selv som en opdagelsesrejsende – i gang med et langsommeligt og uendeligt fremkaldelsesarbejde, der kan fungere som en model for, hvor RIG verden er. Jeg har opgivet alle mine tidligere forehavender på maleriets vegne i en erkendelse af, at før man har været amatør, bliver man aldrig god. Det lader sig for helvede ikke gøre at tage hensyn til ’det hele’ – så nu har jeg droppet terpentinen og den våde farve og har bevæget mig væk fra den ensartede flade, fordi den keder mig – Ud med centralperspektivet, det er en diktator: et lukket rum. Jeg vil have eksplosioner, og det eneste jeg er interesseret i er farven.” Med dette minimale program i baghovedet har Ole Claus Hansen på det seneste, kastet sig ud i et nyt mellemværende med farven, hvor den påføres lærrederne tørt og klattende. Således opstår et porøst og grænseløst rum, som forsøges holdt åbent – som en invitation til uendeligheden, dybden eller det evige, om du vil.

Uendeligheden
Når disse eksperimenter lykkes, fremstår billedet som en eksplosion af farver og klatter i et grænseløst gnistrende rum. Billederne ligner da natur opløst, vibrerende og levende som stof hentet frem i lyset, fra et indre underbevidst univers eller fra den mere obskure ydre verden.
I dette mylder af farveklatter hvor ingen er dominerende, åbnes døren på klem ind til det bagvedliggende uendelige – her kan vi ane, hvordan alting er forbundet, at vi er flydende – elektromagnetiske væsener, der kun er adskilte fra andre væsener og fra universet, fordi de apparater, som vi har til rådighed, når vi erkender verden er begrænsede.

At denne begrænsning nok i virkeligheden er en forudsætning for, at vi kan bevare vores forstand og sjælefred, er en anden sag. Men det forklarer også, hvorfor vi er så optagede af at overskride den normale horisonts begrænsninger, for derved at få et glimt af uendeligheden: mærke det sus, som dets ubegribelighed og uendelige størrelse forårsager i vores bevidsthed.
Som en lille midlertidig men monumental, sammenstyrtning i sindet, er den type oplevelser særligt livgivende, idet de forærer os følelsen af at være forbundne med det store perspektivs altomsluttende og endeløse kraft.

Positiv regression
Både psykoanalysens fader Sigmund Freud og hans elev C. G. Jung var optagede af regression, som er et såkaldt primitivt forsvar, hvorunder individet midlertidigt vender tilbage til et tidligere udviklingsstadium. Måske giver det mening at anskue kunstnerens ønske om igen at blive ’amatør’, som en form for positiv regression? Ligesom det giver mening herefter at betragte den skabelsesakt, der retter sig imod det sublime, som en anden form for regression, fordi kontakten med det bagvedliggende – eller usynlige – tilsyneladende fordrer evnen til i væsentlig grad, at kunne dæmpe sit kontrollerende overjeg, give slip på vanetænkning og overbevisninger, for derved at gøre sig åben over for det uventede – det nye indtryks absolutte særegenhed?

Evigheden
Oplevelsen af det sublime – som en form for ekstatisk opløftelse eller ligefrem lettelse – kan måske endda knyttes sammen med regressionens arketype, som udspringer af individets angst for straf og udslettelse. Derfor adlyder individet under regressionen ubevidst ønsket om at komme tilbage til den beskyttende og nærende fostertilstand i livmoderen. For er det ikke sådan at det sublime netop opleves som en mystisk sammensmeltning med verdensaltet – hvorunder vi også begriber vores herkomst fra ursuppen? Det er vel netop derfor, at kontakten med det sublime opleves som stimulerende glimt fra Evigheden – der åbner en mental og følelsesmæssig korridor, hvori tid, rum, materie og bevidsthed forener sig gnidningsløst, kollektivt, og meningsfuldt? Det sublime lader os ane de bagvedliggende strukturer og sammenhænge, der bekræfter vores fysiske og spirituelle eksistens på et dybt og mystisk erkendelsesniveau. Med andre ord: det sublime forbinder os med dimensioner, vi normalt er ude af stand til at trænge ind i.

Hele feltet er elektrisk
Ole Claus Hansen indrømmer at det er idiosynkratisk og dybt subjektivt, men ’Jeg trækker nu engang bedst vejret i den slags bundløse huller’, konstaterer han. Derfor anvendes timerne, som han tilbringer foran sine lærreder i atelieret, til forsøgsmæssigt at skabe rum, hvori han kan fortabe sig: ’Jeg har aldrig været så opmærksom på alle detaljer i et billede, som jeg er nu…hele feltet er blevet elektrisk!’.

Billedet er en bro til beskueren at gå på
Hvad er der så for beskueren at gå på opdagelse i, kunne man fristes til at spørge? Selv oplever jeg Ole Claus Hansens ’klatmalerier’, som netop porøse rum – nogle åbner sig for mig, andre ikke.
Jeg er opmærksom på at det er umuligt at betragte disse eksplosive farveophobninger med et overfladisk og rastløst blik – jeg må give mig tid – gi mig hen til betragtningen som en mere vegeterende eller meditativ beskæftigelse. Først da sker der noget: jeg drages mod et af billederne foran mig, og mærker nu pludselig med stor intensitet dets klang, lys, farve og dybde. Jeg erkender at billedets skønhed ligger i dets åbenhed og manglende hierarki – at det derved stiller sig til rådighed for mig som en sprække i materien gennem hvilken min bevidsthed kan passere ind i en udvidet tilstand. Herfra opdager jeg, at billedet handler om, hvordan verden ser ud, set fra et helt andet perspektiv end det jeg normalt render rundt og orienterer mig efter.